Er der overhovedet næring i salat?
01.Jun.2022De grønne lette salater indeholder forskellige vitaminer og mineraler, som er sunde for os – blandt andet kalium, folat og A-vitamin. Dog indeholder de ikke så store mængder. Det kan derfor være en ide at blande dem med tungere grønsager for at gøre dem mere næringsrige og mættende.
Sunde salater der mætter
For at få masser af næring i dine salater er det en god idé at tænke grovere grøntsager, kål, frugt, ost og nødder ind. Derved tilføjer man mere af de sunde kulhydrater, protein og fedt – og samtidig mætter de mere.
Spidskålssalat med rabarber og saltmandler
Sunde salater er lette at lave med kål. Kålen indeholder, ligesom den grønne salat, mest vand – men til gengæld mætter den mere.
Det skal du bruge:
– Rødt spidskål
– Rabarber
– Mandler
– Honning
– Olivenolie
– Æbleeddike
– Salt
– Peber
Snit kålen helt fint. Rabarber skæres i små stykker, vendes med lidt honning og bages i ovnen på 200 grader i 15-20 min. Lad rabarberen køle helt ned. Mandler ristes på en pande med en lille smule olie og salt, indtil de er sprøde og gyldne. En simpel vinaigrette laves på olivenolie, honning og lidt æbleeddike, og smages til med salt og peber. Vend det hele sammen og lad salaten trække en smule, så kålen trækker vinaigretten til sig.
Grønkålssalat med appelsin og valnøddecreme
Denne salat byder både på sprødhed via kålen; appelsinen tilføjer både sødme og syre, og til sidst giver valnøddecremen en lækker nøddeagtig fedme.
Det skal du bruge:
– 1 pose grønkål
– 2 appelsiner
– 200 g valnødder
– 1 pakke mascarponeost
– Salt
Grønkålen vaskes og skærest i mindre stykker. Appelsinen skrælles hel, og med en skarp kniv skæres bådene ud så der ikke er skrald på. Valnødderne bages på bagepapir i ovnen ved 180 grader, indtil de er gyldne og ristede. Lad dem afkøle. Mascaponeosten kommes i en foodprocessor eller blendes sammen med salt og til sidst valnødderne (gem eventuelt et par til anretningen). Lad foodprocessoren køre indtil massen er helt blød og uden klumper.
Vend grønkålen i valnøddecremen, og top den med de fine appelsinbåde og lidt drys af hakket valnød.
Rucolasalat med grønne bønner, jordbær, balsamico og pinjekerner
Denne salat er perfekt som tilbehør ved aftensmaden om sommeren, hvor jordbær er i sæson – men kan også være perfekt om vinteren, hvor cherrytomater et godt alternativ til jordbær.
Det skal du bruge:
– Rucolasalat
– Friske jordbær
– Grønne bønner (haricot verts)
– Balsamico
– Pinjekerner
Kog de grønne bønner i 3 minutter i kogende vand og lad dem derefter afkøle. Rist pinjekernerne på panden til de er gyldne og lad dem afkøle. Jordbær skæres i halve eller kvarte. Bland alle ingredienser sammen og tilføj en smule balsamico. Kan man få fat i en færdig balsamico glace i stedet fungerer dette endnu bedre.
Glaseret soyastegt hjertesalat med gammelknas og hasselnødder
Vidste du, at man sagtens kan stege salat? Både hjertesalat, romainesalat og icebergsalat fungerer særdeles godt at stege forsigtigt. Det giver utrolig meget smag til salaten og ser også flot og anderledes ud på tallerkenen. Brug det som tilbehør til aftensmaden eller spis som lækker frokost.
Det skal du bruge:
– 2 hjertesalat
– 2 spsk. soya
– Gammelknas (brug din yndlingsost)
– 50 g hasselnødder
– Salt
– Olivenolie
– Honning
Vask, tør grundigt og skær hjertesalaten over på midten forsigtigt så den ikke skiller ad. I en pande varmes soya og honning op, til det koger ind og bliver tykt. Læg hjertesalaten op på panden og steg den i glacen til den har fået farve, men ikke er helt blød.
Rist hasselnødder i ovnen eller på en pande med lidt olivenolie og salt indtil de er sprøde og gyldne. Anret hjertesalaten med lidt revet gammelknas ost og hakkede hasselnødder.