Fisk i sæson
02.Jun.2022Fisk er sundt med forskellige næringsstoffer. Blandt andet omega-3 fedtsyrer, D-vitamin og mineralerne jod og selen. Fødevarestyrelsen anbefaler at spise 350 g fisk om ugen. Så der er ingen undskyldninger for ikke at tjekke sæsonens fisk ud.
Hvilke fisk er i sæson?
Går man ned til sin lokale fiskehandler i juni måned er mørksej, kuller, kulmule, rødspætte, ising, søtunge, makrel, sild, hornfisk og multe højst sandsynligt at finde, da disse er i sæson.
Opskrifter med sæsonens fisk
Grillet, stegt, dampet eller røget. Fisk kan spises på mange forskellige måder. Vi har her et par bud på lækre opskrifter med sæsonens fisk.
Grillet makrel med kartoffelsalat
Det skal du bruge:
– 2 makreller
– Salt
– Peber
– Citronsaft
– Olie
– 1/2 kg små kartofler
– Dild
– 2 dl creme fraiche
– 2 spsk. kapers
– 1 spsk. dijonsennep
– 2-3 små rødløg
– Hvid lagereddike
– Sukker
Kog kartoflerne og lad dem afkøle. Lav dressingen med creme fraiche, dijonsennep, citronsaft, hakkede kapers, hakkede rødløg, hakket dild, salt og peber. Vend de kolde kartofler i dressingen.
Rens makrellerne og rids skindet. Ved at ridse skindet undgår du, at det krøller sammen under stegning. Steg makrellen med lidt olie på middelvarme i 2-3 minutter på hver side. Makrellen indeholder ben, men de er lette at fjerne ved at skære skråt ned på begge sider af benet i midten. De små ben i makrellen forsvinder under tilberedningen.
Skær 2 rødløg i skiver og dæk dem med en syltelage lavet på eddike og sukker, som har kogt op.
Server de stegte makreller med den kolde kartoffelsalat og syltede rødløg.
Dampet ising med stegt spidskål og smørsauce
Det skal du bruge:
– 400 g isingfilet
– 1/2 dl hvidvin
– 1/2 dl vand
– Spidskål
– Citronsaft
– Olivenolie
– 50 g smør
– Salt
– Peber
Læg fileterne side om side i et ildfast fast, drys med salt og peber, og fold enderne sammen. Hvidvin og vand hældes i bunden – det er med til at dampe isingen. Dæk fadet med folie, og sæt fileterne ovnen i ca. 20 minutter ved 180 grader varmluft.
Vask kålen grundigt og skær det i kvarter. Tilsæt olie på en pande, og steg kålen på alle sider til det er gyldent. Tilsæt citronsaft, når kålen er taget af varmen. Varm derefter smørret i en lille gryde eller kasserolle ved middel varme. Først når smørret er smeltet, skal du skrue op for varmen til smørret begynder at bruse. Sluk for varmen, når smørret har en karamellignende farve.
Tilsæt den varme smør, og du er klar til at servere. Mums!
Pandestegt kulmule med squash risotto
Det skal du bruge:
– Kulmule
– Olie til stegning
– 200 g risottoris
– 2 dl hvidvin
– 2 grønsagsbouillon (til 1 l vand)
– 1 dl revet parmesanost
– 1 skalotteløg
– 1 fed hvidløg
– 1/2 squash
– Salt
– Peber
Lav risottoen ved at skære skalotteløget og hvidløg ud i fine små tern. Sauter det på en pande med lidt olie. Riv squashen på et rivejern og tilføj herefter også det til panden.
Lad løg og squash blive helt bløde på panden. Bland de tørrede risottoris med løg og squash, og steg det et par minutter. Hæld derefter hvidvinen i og lad det koge helt ned.
Når væsken næsten er væk, kan du begynde forsigtigt at tilføje din bouillon lidt ad gangen. Hver gang det er kogt ind i risene, tilføjes mere. Fortsæt processen indtil risottorisene er færdige og med en smule bid i.
Til sidst tilsættes parmesanosten som gør risottoen dejlig cremet. Smag til med salt og peber.
Steg din kulmule i lidt olie på en pande med salt og peber i ca. 7-8 minutter afhængig af hvor tyg fileten er. Tjek inden tilberedning at alle benene er fjernet for eksempel med en pincet. Rids skindet inden stegning, så undgår du, at det krøller sammen under stegning. Fisken er færdig når den begynder at blive hvid i farven. Anret kulmulen ovenpå risottoen.